The Weeknd støtter FN’s Fødevareprogram under koncerter i København

22-06-2026

Når den globale superstjerne The Weeknd gæster Parken i København fredag og lørdag, er koncerterne med til at gøre en forskel for mennesker ramt af sult.

Siden 2021 har Abel "The Weeknd" Tesfaye været Goodwill Ambassadør for FN's Fødevareprogram (WFP). Gennem sin XO Humanitarian Fund har han allerede doneret mere end 38 millioner kroner til WFP's livreddende arbejde i blandt andet Gaza og Etiopien.

Som en del af sin After Hours Til Dawn Stadium Tour 2026 donerer The Weeknd desuden €1 fra hver solgt koncertbillet til WFP's arbejde mod sult. Det gælder også de to udsolgte koncerter i Parken.

"I en verden, hvor der produceres nok mad til alle, bør ingen gå sultne i seng. Alligevel lever 318 millioner mennesker i dag med akut sult. Støtten fra The Weeknd er med til at sikre, at WFP kan levere livreddende fødevarehjælp til mennesker ramt af konflikt, klimakatastrofer og kriser," siger Andreas Hansen, WFP's nordiske direktør.

Du kan også være med til at støtte WFP's arbejde gennem Stop Sult Fonden. Donér via MobilePay 68500 eller gennem ShareTheMeal-appen. Selv et lille bidrag gør en forskel, blot 5 kr. kan brødføde et barn i en dag.

Share